Slagteriarbejdere på Danish Crown skal investere op mod 600 millioner kroner af deres løn i svineproduktion, ifølge et forslag fra tillidsmandskollegiet, der har forhandlet initiativet på plads med ledelsen i koncernens svinekødsdivision, DC Pork.
Investeringerne skal vende udviklingen i antallet af arbejdspladser på svineslagterierne i Danish Crown gennem genetablering af produktionen af slagtesvin hos selskabets andelshavere.
- Det er et banebrydende forslag, som selvfølgelig skal til afstemning blandt alle vores kolleger, siger formanden for Tillidsmandskollegiet i Danish Crown Lars Mose.
- Men det er også en drastisk udvikling, som vi igennem en årrække har været vidner til, når vi ser på antallet af kolleger på svineslagterierne i Danmark. Den udvikling vil vi vende. Det er vores egne arbejdspladser, det handler om, siger han ifølge en pressemeddelelse.
/ritzau/