Ugens nok mest omdiskuterede kjolevalg er det valg Helle Thorning-Schmidt tog, da hun i sidste weekend var inviteret til dronning Margrethes gallataffel.
Kjolen var noget mere nedringet end de kjoler der sædvanligt bæres ved sådanne lejligheder.
Men den 55-årige tidligere statsminister kunne bære den lyserøde kjole, som designeren Søren Le Smidt står bag.
Man kan roligt sige, at Helle Thorning-Schmidt stjal overskrifterne - og ikke mindst opmærksomheden fra de øvrige kjoler.
Det har hun fået en del kritik for - men sandelig også masser af ros.
Så sent som fredag aften gik "Vild med dans"-værten Sarah Grünewald på tv i den bedste sendetid med kjolen på.
Hun bar den for at sende et budskab og en hyldest til Helle Thorning-Schmidt.
(Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Og den støtte tager den tidligere statsminister imod med kyshånd.
På Instagram skriver hun følgende:
– Nu er det helt sikkert mere end en kjole. Det er et budskab om, at kvinder støtter kvinder. Jeg er så rørt. Tak, Sarah Grünewald.
Hun takker desuden Søren Le Smidt og Anja Camilla Alajdi, som er en anerkendt stylist og designer, der blandt andre har kronprinsesse Mary som kunde.
(Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)