Italienerne vil få lov at rejse til andre EU-lande fra 3. juni, og andre europæere kan rejse ind i Italien fra samme dag.
Der vil fra den dato ikke længere være en karantæneperiode for folk, der rejser ind i Italien.
Det siger premierminister Giuseppe Conte lørdag.
Den nordlige region Lombardiet, som har været hårdest ramt af coronaudbruddet, kan selv vurdere "på ansvarlig vis", om den vil genåbne. Men hvis smitten breder sig igen, kan regeringen gribe ind, understreger han.
Regeringen er også klar til at lade de italienske fitnesscentre, svømmehaller og sportshaller genåbne den 25. maj. Dog skal de følge visse sikkerhedsforanstaltninger, tilføjer Conte.
Biografer og teatre må vente med at åbne til 15. juni.
Conte og hans regering lukkede Italien ned i begyndelsen af marts for at stoppe spredningen af coronavirusset, der til dato har kostet over 31.500 italienere livet.
Nedlukningen satte en brat stopper for ferierejser til Italien, der er dybt afhængig af indtægterne fra turisterne.
Italien har under nedlukningen ikke lukket sine grænser fuldstændig i. Personer, der har arbejde i et naboland eller skulle udenlands af helbredsårsager, har fået lov at rejse ud af landet.
Men turisme har været bandlyst, og indrejsende skulle to uger i karantæne.
Omkring tre måneder efter, at udbruddet begyndte i Italien, er der bedring i landet.
Tidligere lørdag meddelte sundhedsmyndighederne i Italien, at der er registreret 153 dødsfald blandt coronasmittede personer i det seneste døgn. Det er det laveste daglige dødstal for coronapatienter i Italien siden 9. marts.
Fredag registrerede Italien 242 døde blandt de coronasmittede.
Også antallet af indlagte på landets intensivafdelinger er faldende. Lørdag er der 775 alvorligt syge patienter i intensiv behandling mod 808 dagen inden.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters