Ritzau
Opdateret kl. 06:28
Amerikansk og sydkoreansk militær har onsdag registreret en missilaffyring fra Nordkorea, som tilsyneladende ikke forløb som planlagt.
Missilet eksploderede efter få sekunder i luften, oplyser en talsmand for det amerikanske militærs styrker i Stillehavet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den mislykkede prøveaffyring er også blevet observeret i Sydkorea ifølge det lokale nyhedsbureau Yonhap.
- Sydkorea og USA har kendskab til den nordkoreanske missilaffyring, siger en talsmand for forsvarsministeriet i Sydkorea.
Han tilføjer, at landene har en formodning om, at affyringen er mislykkedes.
Ministeriet nævner ikke noget om, hvilken type missil der blev anvendt.
Yonhap skriver, at missilet muligvis eksploderede, lige efter at det havde forladt affyringsrampen og dermed ikke nåede en højde, hvorfra det kunne spores af sydkoreanske radarer.
Tidligere i marts sendte Nordkorea fire ballistiske missiler ud over Det Japanske Hav. Tre af dem styrtede ned i japansk farvand, mens det fjerde ikke nåede helt så langt.
Det skete som en reaktion på den årlige militærøvelse mellem USA og Sydkorea. Styret i Pyongyang i Nordkorea ser øvelsen som forberedelse til krig.
I det seneste år har Nordkorea affyret en stribe missiler og også gennemført to af styrets hidtil fem atomprøvesprængninger i strid med FN's resolutioner.
USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, sagde lørdag under et besøg i Kina, at spændingerne på den koreanske halvø har nået "et temmelig farligt niveau".
Kinas udenrigsminister, Wang Yi, opfordrede på mødet USA til at udvise tålmodighed og holde hovedet koldt i relationerne til Nordkorea.
- Vi står ved en korsvej. Men situationen må ikke få lov til at eskalere til en konflikt, sagde Wing Yo ifølge britiske BBC.
/ritzau/