Tirsdagens melding om, at de to store slagterivirksomheder Danish Crown og Tican fusionerer, får ikke Jim Jensen, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF, til at frygte afskedigelser.
Han tror nemlig ikke, at fusionen nødvendigvis vil ramme produktionen, hvor Fødevareforbundets medlemmer er beskæftigede.
- Vores medlemmer er afhængige af de grise, der kommer ind fra de danske landmænd. Og det uanset hvilket flag, der er foran virksomheden, siger han og kalder samtidig fusionen for ’overraskende’.
- Vi har vidst i over et år, at Tican ledte efter en ekstern partner, så den del af det er ikke så overraskende. Men at det ender med at blive inden for landets grænser og Danish Crown, havde vi ikke forudset, siger Jim Jensen.
Arbejdspladser i Danmark
Heller ikke tillidsmand Torben Lyngsø fra Danish Crown i Ringsted er bekymret over fusionen.
- Det er godt, at arbejdspladserne bliver bevaret i Danmark, i og med at de to virksomheder slår sig sammen. Når man ser på de store udfordringer, som slagterierne har i EU, så er det her den bedste løsning, siger han til sn.dk og understreger, at han dog ikke ved, om fusionen får konsekvenserne for medarbejderne i Ringsted.
Situationen for slagterimedarbejderne bliver nemlig først afklaret, når fusionen er blevet godkendt af konkurrencemyndighederne. Og det kan tage flere måneder.
Flere svin
Jim Jensen er derfor også opmærksom på, at det kan føles som en usikker situation for medlemmerne. Men han understreger, at han ikke ønsker at bidrage til frygten for, at fusionen kan ende med at koste job.
- Vores medlemmer har gennem længere tid måttet leve med en sådan frygt, og vi ved, hvad det kan gøre ved dem og tillidsfolkene, siger han og tilføjer:
- For os er det i stedet vigtigt at arbejde for at skaffe flere slagtesvin og gode rammevilkår for landmændene og industrien i Danmark, så de vælger at blive og lægge produktionen her. Vores medlemmer er afhængige af, at landmændene ikke vælger at køre svinene ud af landet, siger han og påpeger, at manglen på svin er en større trussel end en fusion.