Fodboldspilleren Nicolas Anelka løfter selv på sin Facebook-side sløret for, hvorfor han i al hast forlod West Bromwich Albions træningsanlæg torsdag og samtidig har fået lov til at stå over i lørdagens Premier League-kamp mod Everton.
- Jeg har med stor tristhed lige erfaret, at Eric Manasse er død. Jeg kan ikke finde ord for min enorme sorg, og jeg ville gerne kondolere til Manasses familie efter hans tragiske død, skriver franskmanden på sin profil.
Eric Manasse var en fodboldagent, som Nicolas Anelka havde samarbejdet med og efter sigende også var nær ven af.
Nyheden om Anelkas hastige forsvinden fra West Bromwich-anlægget gav næring til rygter om, at den 34-årige angriber ville stoppe karrieren.
Det er uvist, hvornår Anelka vender tilbage til klubben, og om han reelt har tænkt sig at fortsætte.
Anelka vendte tilbage til engelsk fodbold på en fri transfer i juli måned efter et kikset ophold i kinesisk fodbold og en lejeaftale med Juventus.
/ritzau/