Der har gennem årene været masser af spændende jagter i DR’s natur- og madprogram “Nak og Æd”.
Men der har også været andre og mere dramatiske øjeblikke undervejs i serien. Det fortæller Jørgen Skouboe, snart forhenværende vært i DR’s “Nak og Æd”, om i et interview med Berlingske.
Da Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe i 2016 var taget til Alaska for at nedlægge en trane fik Jørgen Skouboe, som dengang var 63 år, et hjertestop på en restaurant efter optagelserne af programmet i sæson 7.
Skouboe kom ovenpå igen og betegner oplevelsen som skræmmende, men samtidig fik han et “smukt tunnelsyn”, som gjorde, at han mistede frygten for at dø. Jørgen Skouboe fortæller, at han fik bekræftet, at han havde “levet et liv, der var værd at leve”.
Den 73-årige piberygende vært forklarer i interviewet også, hvorfor han har valgt at sige farvel til “Nak og Æd” efter 25 år.
- Idébanken er tom. I 25 år har jeg lavet programmer, og »Nak & Æd« har jeg lavet siden 2010. Jeg har elsket det, det har været så fedt. Hvis jeg først får en idé, går jeg fandeme all in. Men jeg siger stop nu, fordi det er svært at blive ved med at finde på de gode historier, siger Jørgen Skouboe til Berlingske.
DR har dog ikke tænkt sig at lægge programmet i graven, og meldte i sidste måned ud, at man vil forsøge at lave “Nak & Æd” på en ny og anderledes måde.
Jørgen Skouboe har siden 2010 sammen med kokken Nikolaj Kirk har gjort kombinationen af jagt, natur og mad til et af DR’s største seerhits.
DR håber, at man kan optage programmerne til en kommende 17. sæson i løbet af 2026, som så kan blive sendt på et tidspunkt i 2027.
Det vides endnu ikke, om Nikolaj Kirk fortsætter, eller hvordan programmerne skal skrues sammen.