Når DR i aften indleder 16. sæson af “Nak & Æd”, bliver det vanen tro med Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk som værtspar.
Men når sæsonens fire afsnit er overstået i november, er det farvel til Jørgen Skouboe, der har valgt at stoppe efter lang og tro tjeneste.
Selvom det kan være svært for fans af programmet at forestille sig “Nak & Æd” uden Jørgen Skouboe, så vil DR prøve at holde liv i programmet.
Det fortæller programmets redaktionschef Søren Bo Hansen til dr.dk.
- Vi har besluttet at finde ud af, om vi kan lave “Nak & Æd” på en ny og anderledes måde, siger han om programmet, hvor Jørgen Skouboe siden 2010 sammen med kokken Nikolaj Kirk har gjort jagt, natur og bålmad til et af DR’s største seerhits.
Som det ser ud lige nu, håber Søren Bo Hansen på, at man kan optage programmerne til en kommende 17. sæson i løbet af 2026, som så kan blive sendt på et tidspunkt i 2027.
Det vides endnu ikke, om Nikolaj Kirk fortsætter eller hvordan programmerne skal skrues sammen.
"Nak & Æd - en stenhøne i Spanien" kan ses på DR klokken 20 eller streames på dr.dk.