Muslim donerer 100.000 til julehjælp: "Dansk julestemning kan ikke købes for penge"

I løbet af de sidste fem år har Jacob Tanis fra Ikast doneret 100.000 kroner til lokal julehjælpsorganisation. Og selvom han er muslim, og hans familie oprindeligt er tyrkere, elsker han julemåneden.
Jacob Tanis har doneret 100.000 kroner for at hjælpe familier med at holde en god jul.
Jacob Tanis har doneret 100.000 kroner for at hjælpe familier med at holde en god jul. Foto: Privat

Jacob Tanis fra Ikast er muslim. Men han er stadig glad for juletiden.

Faktisk så meget, at han på fem år har doneret 100.000 til julehjælpen i projektet Julekurven 2017 i Ikast-Brande Kommune.

Det skriver Tv Midtvest.

- Jeg går 100 procent all in på julen. Det er børnenes fest. Det er samvær med familien. Det er glæde. Når du går en tur op igennem gågaden, så går folk og smiler og hilser. Det er fantastisk. Den stemning kan ikke købes for penge, fortæller han til Tv Midtvest.

Projektet er startet af det lokale medie Ikast Avis, Midtjyllands Frikirke og AB Kommunikation. I starten overraskede det lederen af indsamlingen, Laila Kempel, at Jacob Tanis stod klar med en stor pose penge.

- Oprindeligt kom det ud af det blå med en pose penge. Han var slet ikke en person, som jeg havde tænkt på at spørge. Det gør en forskel, for vi kan tilgodese rigtig mange familier for de penge, siger Laila Kempel.

Julen har stor betydning

Jacob Tanis har fem børn og er født i Danmark. Til dagligt ejer han et motionscenter. Han fortæller, at han ikke spiser flæskesteg juleaften. I stedet spiser familien and.

- Julen har en kæmpe stor betydning for mig og min familie. Vi kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men selv i Tyrkiet bliver der holdt jul, så for os er julen ikke som sådan noget religiøst. For os er julen en fælles festdag. Det er en af de dage, vi ser allermest frem til i løbet af året, siger Jacob Tanis.

Organisationen Julekurv hjælper hvert år omkring 50 familier med at holde jul.

Det betyder meget for Jacob Tanis, at han kan være med til at hjælpe nødlidende familier med at få holdt en god jul.

- Det er ikke fordi, jeg er et bedre menneske end andre. Jeg har bare mulighed for at hjælpe til. Igennem hele mit liv er jeg blevet hjulpet af samfundet, kan man sige. Ved at bidrage på den her måde, føler jeg også, jeg er med til at gøre lokalsamfundet bedre, forklarer han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.