Efter langvarige forhandlinger i Bruxelles er EU's fiskeriministre torsdag morgen blevet enige om en aftale, der fastlægger næste års fiskekvoter.
Allerede inden forhandlingerne var afsluttet erklærede fødevareminister Mette Gjerskov (S), at Danmark havde fået mere med hjem end forventet.
- Vi har fået langt, langt det meste af det, vi har bedt om, igennem. Jeg er overrasket over, så meget vi har fået igennem, sagde Gjerskov onsdag aften.
Der var ellers udsigt til en knaldhård kvotekrig om torskefiskeriet i Nordsøen og Skagerrak.
EU-Kommissionen ville nemlig skære kvoten ned med 20 procent, mens antallet af dage, hvor der må fiskes skulle nedbringes med 22 procent, hvilket ville få store konsekvenser for de danske fiskere.
Med aftalen i hus kan danske fiskere bevare samme kvote som i år, hvis de til gengæld sikrer, at de får færre torsk i nettet som bifangst.
/ritzau/