Islamistiske militsfolk er begyndt at trække sig ud af Somalias hovedstad, Mogadishu. Kontrollen bliver i stedet overgivet til soldater fra Den Afrikanske Union.
Håbet er, at det vil gøre det nemmere at komme igennem med nødhjælp til den hungersramte befolkning.
"At de trækker sig tilbage, er et signal om, at de indser behovet for, at der kommer nødhjælp frem til alle dem, der søger til Mogadishu i øjeblikket for at få mad og vand," siger Birgitte Ebbesen, der er katastrofechef i Dansk Røde Kors, til Newspaq.
Al-Shabaab har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, og de har hidtil forhindret flere forskellige nødhjælpsorganisationer i at komme igennem med nødhjælp i Somalia. Den senere tid har flere fået adgang, og nu forlader gruppen altså hovedstaden. Det kan give et øget pres på hovedstaden, da flere hungersramte formentlig vil søge i den retning.
"Alle dem, der kan, søger til Mogadishu for at få adgang til mad, vand og nødhjælp i øvrigt. Forhåbentligt bliver det sådan, at de kan komme nemmere ind i Mogadishu. Det betyder så også, at der kommer et meget stort pres på Mogadishu nu," forudser Birgitte Ebbesen.