Der er usikkerhed om, hvorvidt det egyptiske militær har taget styringen med egyptisk stats-tv.
Ansatte ved tv-stationen fortæller ifølge avisen The Washington Post, at militæret har overtaget styringen i den bygning, de arbejder i.
Men en talsmand for tv-stationen afviser over for avisen, at det skulle være sandt.
- Militæret beskytter bygningen, men situationen er helt normal indenfor, siger Gamal Abdel Fatah, der er leder af Egyptens internationale mediecenter, til Washington Post.
Det egyptiske militær har det sidste års tid været til stede ude foran bygningen, der huser det egyptiske stats-tv. Bygningen ligger ikke langt fra Tahrir-pladsen, der har været centrum for protesterne mod både eksdiktator Hosni Mubarak og præsident Mursi.
I løbet af onsdagen har tropper været til stede i væbnede køretøjer foran stats-tv-bygningen, beretter nyhedsbureauet Reuters.
Mens tidspunktet nærmer sig for militærets tidsfrist til Mursi, forlader flere ansatte ved stats-tv'et deres arbejdsplads. Ifølge Reuters har alle ansatte, der ikke skal være med til at sende direkte, forladt bygningen.
/ritzau/