Godt 700 afdelings- og tillidsrepræsentanter fra 3F er i disse dage samlet i Aalborg til fagforeningens treårige kongres, hvor linjerne for de næste tre år skal tegnes.
Søndag har de en særlig gæst, når bysbarnet og S-formand Mette Frederiksen indtager talerstolen.
Det gør hun med forsikringen om, at Socialdemokraterne ikke vil gå med på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringens planer om at forhøje pensionsalderen, men derimod hjælpe dem, der allerede i dag er nedslidt i deres job.
- Der er mange 3F'ere i slutningen af 50'erne, der fortæller, at de faktisk føler sig nedslidte på en eller anden måde allerede i dag - at de for eksempel har smerter, når de kommer hjem, siger Mette Frederiksen op til kongressen.
- Derfor vil det selvfølgelig være mit budskab til 3F og alle dem, der har de hårdeste job i Danmark, at det simpelthen ikke er rimeligt, at det er dem, der skal betale for topskattelettelser.
Regeringen lægger op til, at folkepensionsalderen skal hæves til 67,5 år i 2025.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kaldt stigningen i pensionsalder for "nødvendige, skånsomme forandringer".
- Forudsætningerne for pensionsalderen er skredet. Det er så heldigt, at vi lever længere end forudset tilbage i 2006. Derfor er det på sin plads at hæve folkepensionsalderen, sagde Lars Løkke Rasmussen, da han på et pressemøde 30. august præsenterede planen.
En direkte hån
Men det har Mette Frederiksen kategorisk afvist. Og hun affejer ogsåregeringens plan om en ny seniorfleksjobordning for de nedslidte ældre på arbejdsmarkedet.
Den kommer kun 100 personer til gode om året, når den er fuldt indfaset i 2025, har Politiken beskrevet på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriet.
- Det er en meget, meget stor gruppe, man beder om at arbejde længere. Og det er en uhyre lille gruppe, man har tænkt sig at hjælpe. Det er en direkte hån mod den nedslidte danske lønmodtager, siger Mette Frederiksen.
Hvordan Socialdemokraterne helt konkret vil hjælpe de nedslidte seniorer på arbejdsmarkedet lægger ikke fast.
Voldsom forandring
3F-formand Per Christensen afviser ligesom S-formanden regeringens forslag om at hæve pensionsalderen.
- Hvert fjerde 3F-medlem er ikke på arbejdsmarkedet, når de fylder 60 år. De er enten døde eller nedslidte. Når de fylder 65 år, er halvdelen af 3F-medlemmerne ikke på arbejdsmarkedet. Så et halvt år er en voldsom, voldsom forandring, siger Per Christensen.
Han henviser til en konkret historie fra Københavns Lufthavn. Her har et 3F-medlem regnet ud, at han på det ekstra halve år skulle flytte 33.000 kufferter svarende til 500 tons.
- Han er i forvejen nedslidt, han har slidgigt i nakken og spiser piller. Et halvt år lyder måske ikke af meget, men når man får sat sådan et billede på, så siger det noget om, hvad 3F'erne skal kunne håndtere i slutningen af et arbejdsliv, siger Per Christensen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.