Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) endte med sjettehurtigste tid, da Formel 1-kørerne tirsdag testede deres biler i Barcelona.
I alt 96 omgange blev det til for den 25-årige dansker. Og han var efterfølgende godt tilfreds med træningen, der modsat tidligere foregik i plusgrader og under en blå himmel.
- Det var en god dag, hvor vi fik kørt en masse omgange, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside og fortsætter:
- Vi kunne arbejde ordentligt med bilen og ikke kun foretage systemtjek. Jeg vil sige, at det var vores første ordentlige dag - også i forhold til vejret, der var varmere og mere svarende til det, vi får resten af sæsonen.
Magnussens bedste omgangstid lød på 1 minut og 21,298 sekunder.
Det var cirka 0,9 sekunder langsommere end hurtigste tid, der blev sat af den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel (Ferrari).
- Vi er der stadig ikke helt, men vi nærmer os. Jeg er glad og positiv efter den her dag, lyder det fra Kevin Magnussen.
Danskerens holdkammerat, Romain Grosjean, overtager onsdag sædet i Haas-raceren. Magnussen kører igen torsdag, inden Grosjean lukker og slukker for den anden uges træning i Barcelona fredag.
Årets første Formel 1-grandprix køres 25. marts i Melbourne.
Kevin Magnussen endte sidste sæson som nummer 14 i VM-regnskabet med 19 point. Dermed sluttede han lige bagved holdkammeraten Grosjean, der med 28 point indtog en samlet 13.-plads.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.