En del familier må undvære julehjælp i år.
Organisationerne, der uddeler hjælpen kan nemlig ikke følge med den store efterspørgsel, skriver TV 2.
- Vi har et reelt problem, og nogle af de lokale afdelinger har ringet til os i panik, fordi de er langt bagud og mangler virkelig mange penge. De skal egentlig klare sig selv, men vi har sagt, at vi gerne vil spæde til. Alligevel er der ikke nok, siger informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm, til TV 2.
Organisationen har fået omkring 11.500 ansøgninger og håber samlet at kunne tilbyde julehjælp til mellem 8500 og 9000 familier.
Især i Holbæk, Nakskov, Sønderborg og Vejle er det kritisk med at få hjælpen til at slå til.
- Det er forfærdeligt. Det er familier, vi ved, ingenting har. Når de søger julehjælp hos os, oplyser de indtægter og udgifter, og vi kan se, de intet har. Mange har derimod gæld, de ikke kan betale, siger Jan Rasmussen, som er korpsleder i Frelsens Hær i Vejle til TV Syd.
Også hos Dansk Folkehjælp oplever man problemet.
- Det har altid været sådan, at vi får flere ansøgere, end vi reelt er i stand til at hjælpe. Og det vil nok også være det resultat, vi kommer til at stå med igen, siger generalsekretær Klaus Nørlem til TV 2.