Salget i Lego vokser igen efter et fald i 2017. Sidste år måtte Lego præsentere sit første fald i salget i 13 år.
I sit regnskab for første halvår 2018 skriver Lego, at man har fået styr på udviklingen, og at salget til forbrugerne er steget med en procent.
- Vores plan for 2018 er at stabilisere forretningen og investere i at skabe vækst på den lange bane.
- Regnskabet viser, at vi er på rette vej, og den fremgang, vi allerede har set, er opmuntrende, siger Legos administrerende direktør, Niels B. Christiansen.
Omsætningen i kroner er dog faldet med fem procent til 14,3 milliarder kroner i første halvår ifølge regnskabet. Samtidig er nettoresultat dykket med ti procent til tre milliarder kroner sammenlignet med samme periode sidste år.
Det er især en lav dollarkurs, som gør ondt i regnskabet hos Lego, der har et af sine største markeder i USA, men aflægger regnskab i danske kroner.
Topchefen fremhæver, at hvis man ser bort fra valutaudsving, så viser regnskabet fremgang i salget.
- Hvis vi rapporterede i amerikanske dollar, ligesom mange af vores store konkurrenter gør, så ville effekten have været den modsatte.
- Så havde væksten været større. Det vigtige for mig er, at selve forretningen bevæger sig fremad, og at flere børn får legokasser mellem hænderne, siger Niels B. Christiansen.
Salget i Nordamerika er faldet, blandt andet fordi en af de helt store legetøjskæder - Toys"R"Us - har måttet lukke.
Ifølge Niels B. Christiansen er det dog lykkedes Lego delvist at kompensere for lukningen af de verdenskendte legetøjsbutikker på det amerikanske marked.
- Det er blandt andet sket ved at store detailkæder som Amazon, Wallmart og Target har taget mere Lego på hylderne, så det har været tilgængeligt, når forbrugerne gerne har villet have det, siger han.
Toys"R"Us lukkede også kædens butikker i Storbritannien og Australien.
På positivsiden i regnskabet kan Lego berette om vækst i Kina, hvor salget er vokset med tocifrede procentsatser.
Skeler man til produkter fremhæver Lego serierne Technic, Ninjago, Creator og Classic.
- Lego City og Lego Star Wars er også fortsat blandt de bedst sælgende produktlinjer for koncernen, skriver Lego.
/ritzau/