De har angiveligt mest brug for det - men alligevel får de mindst af det.
Næsten 70 procent af folk, der er i arbejde, deltager i løbet af et år i en eller anden form for efterudannelse. Blandt ledige er tallet 58 procent. Og blandt personer udenfor arbejdsstyrken var tallet kun 24 procent.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, skriver Fagbladet 3F.
Tallene dækker over både formel uddannelse, der fører til en eksamen, og mere uformel uddannelse, som for eksempel kurser, seminarer og work-shops.
- Tallene burde være omvendt, mener 3F's forbundssekretær Per Christensen.
- Det er fint, at folk i arbejde har mulighed for efteruddannelse. Men det er jo helt skævt, at ledige får mindre uddannelse end beskæftigede gør. Når man er ledig, har man netop tid til - og brug for - at få en grundig opkvalificering, så man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet med ny viden og nye evner, siger han.