Efter fire dage på “fri fod” er Lars Løkkes hund “Beauty” kommet tilbage til hjemmet i Græsted.
Hunden blev fundet i en dyb udgravning ganske tæt på Løkke-familiens hus.
Det skriver den tidligere statsminister på Facebook.
- For godt fire døgn siden blev Beauty forskrækket af kanonslag og forsvandt. Her til morgen blev hun fundet - kun 150 meter fra vores hus i Græsted, hvor hun var faldet i en dyb udgravning. Husejeren har flere gange set efter hende der, så hun er formentlig først faldet derned i nattens løb, skriver Lars Løkke på Facebook og sender samtidig en tak til de mennesker, der har hjulpet med at lede efter hunden.
- Det har varmet vores hjerter, at så mange mennesker har engageret sig i eftersøgningen af hende. 1.000 tak til jer alle sammen - og ikke mindst dem i gruppen "Eftersøgning - Beauty", der har uddelt flyers og gennemsøgt hele Græsteds omegn over de seneste dage. Hvis tiderne tillod det, ville vi invitere gruppen til "hundefest" i Græsted, men det kan vi forhåbentlig gøre til sommer, lyder det fra Lars Løkke.
Hunden tog til dyrlægen med Lars Løkkes kone Sólrun og blev her lagt i drop.
- Vi håber hun er ok, skriver Lars Løkke.
- Man skal nok være hundeejer for at kunne forstå det her, men vi er enormt lettede og meget taknemmelige.