Hvis USA håndterer coronaviruskrisen "stort set perfekt", vil mellem 100.000 og 200.000 mennesker dø i landet.
Det siger Deborah Birx, der er koordinator for Det Hvide Hus' særlige indsats mod coronavirus, mandag amerikansk tid ifølge NBC News.
- Jeg tror, at vi i nogle storbyområder var sene om at få folk til at følge 15-dages-retningslinjerne, siger Deborah Birx på NBC News' "The Today Show".
Hun henviser til, at præsident Donald Trump den 16. marts annoncerede et sæt strenge retningslinjer, som amerikanerne i foreløbigt 15 dage skal følge for at bremse spredningen af coronavirus.
I sin vurdering siger Deborah Birx mandag, at det forventede dødstal i USA kan overstige to millioner, hvis der ikke bliver indført nogen foranstaltninger, idet antallet af smittede fortsætter med at stige på tværs af landet.
Det Hvide Hus' koordinator siger videre, at hun er "meget bekymret for hver eneste by i USA". Hun vurderer, at mellem 100.000 og 200.000 mennesker i USA vil dø "i bedste fald".
- Jeg tror, at alle nu har forstået, at du kan gå fra 5 til 50 til 500 til 5000 tilfælde meget hurtigt, siger Deborah Birx.
Ifølge Birx er prognoser fra Anthony Fauci, direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA, om at antallet af døde kan variere fra 1,6 millioner til 2,2 millioner, et "værste fald-scenarie".
Det vil ifølge Deborah Birx kun ske, hvis USA ikke gør noget for at begrænse smitte.
Men selv om "vi gør alting næsten perfekt", vil op mod 200.000 mennesker stadig dø, siger hun.
Vurderingen fra Deborah Birx ligger på linje med det skøn, præsident Donald Trump gav på et pressemøde søndag.
- Hvis USA kan holde dødsfaldene nede på mellem 100.000 og 200.000 mod potentielle 2,2 millioner, vil det betyde, at vi har gjort et godt stykke arbejde, sagde Donald Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Natten til tirsdag dansk tid har antallet af døde som følge af coronavirus i USA oversteget 3000.
Det fremgår af en opgørelse fra Johns Hopkins University.
/ritzau/