Jeg har lige læst en kommentar i Nyhedsavisen af Trine Højsted (13. december) om fælles forældremyndighed, og jeg vil gerne komme med mit eget synsunkt set fra mandens side.
Jeg er selv far til jordens dejligste pige på seks et halvt år, og jeg flyttede for tre år siden fra hendes mor. Sagde efterfølgende mit arbejde op som afdelingschef for 40-50 medarbejdere, så jeg kunne være mere sammen med hende. Derfor skulle jeg starte helt fra bunden uden arbejde, bolig eller noget ? kun en masse gæld, der var tilkendt mig, inklusive hustrubidrag og børnepenge, der oversteg min indtægt i det arbejde, som jeg kunne få.
Jeg var heldig at få tilkendt deleordning i statsamtet, og da jeg var nervøs for, at min datter ville blive flyttet fra hendes lokalområde, valgte jeg at gå rettens vej.
Jeg tabte, for her kræver det, at moren enten er alkoholiker, narkoman eller lignende, eller at hun udøver fysisk overlast på børnene, for at faderen får tilkendt forældremyndighed.
I dag har jeg ikke forældremyndighed over min egen datter. Hun bor stadig hos mig hver anden uge, og hun stortrives med det. Vi bor tæt på hendes skole (tættere end moren) i eget hus.
Mange fædre inklusive mig selv er ovenud lykkelige for den nye lovgivning om fælles forældremyndighed ? ikke at den har nogen værdi i praksis for mig andet end det symbolske, men lad os dog få lov til at være fædre.
På arbejdsmarkedet er der lige løn for begge køn ? skal der ikke også være ligestilling omkring børn og i skilsmisselovgivningen ?