Justitsminister Brian Mikkelsen (K) mener, at det skal koste ekstra hårde straffe, hvis en mand slår sin kone foran børnene.
Derfor sender rigsadvokaten i den kommende uge et brev ud til landets anklagere, hvori han anmoder om, at de argumenterer for hårdere straffe, når volden sker for øjnene af børnene.
Det lyder som en rigtig god idé, mener Landsorganisationen af Kvindecentre.
"Det har en signalværdi i samfundet, at vi siger, at vold ikke er acceptabelt. Og det er ikke acceptabelt, at børn skal leve i en familie med vold," siger konstitueret sekretariatsleder Lene Johannesson til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge Jyllandsposten lever op mod 22.000 børn i hjem, hvor de jævnligt ser far tæve mor eller omvendt. Og det kan få få alvorlige konsekvenser for børnene, siger Lene Johannesson.
"Det er sådan, at børn, der overværer vold, bliver traumatiseret af det igennem mange år. Det kan være medvirkende til, at de senere hen som voksne selv udøver vold," siger Lene Johannesson.
Også Vold mod Dialog, der tilbyder voldelige mænd behandling, synes, at skærpede straffe for vold begået foran børn er en god idé. Men længere straffe er ikke nok.
"En skærpet straf skal jo have en mening, og vi ved, at det ikke give mening at sætte mænd, der udøver vold i familien, i fængsel, hvis de ikke også får supplerende behandling," siger leder Helle Øbo Mont til Newspaq.
Mænd, der tæver deres kone eller kæreste, kan i øjeblikket kun få behandling i København, Århus og Odense. Derfor opfordrer Vold mod Dialog til, at tilbuddet om behandling bliver landsdækkende.
"Vi oplever rigtig meget, at mænd eller deres partnere ringer, fordi de gerne vil i behandling, men at det så er rigtig svært, når der er halvanden til to timers kørsel til behandlingsstedet," fortæller Helle Øbo Mont.