Aarhus Kommune står med et tab på over ti millioner kroner efter en konkurs.
Det er virksomheden HB Schack som er krakket.
HB Schack var hyret til at stå for det såkaldte "låg" og toppen over The Dome, galleriet og kunstværket, der kommer til at udgøre den nye, underjordiske del af museet Aros midt i Aarhus, skriver TV2 Østjylland.
Herning-baserede HB Schack gik konkurs den 31. januar, kort inden monteringen skulle have fundet sted.
Byrådet i Aarhus står derfor overfor en ekstra udgiftsbevilling på 17,6 millioner kroner for at få udvidelsen af Aros gjort færdig.
Ifølge Aarhus Kommune havde HB Schack spredt produktionen af udvidelsen ud på flere underleverandører. Det betyder, at stort set hele betalingen for produktionen af låget er gået tabt, skriver tv-stationen.
Med den kommunale ekstrabevilling er det dermed borgerne, som kommer til at betale regningen.