Kommunerne tager nu deres tørn i forsøget på at skabe arbejde til landets ledige håndværkere og ingeniører.
I efteråret regnede de 98 kommuner med at bruge omkring 17 mia. kr. på investeringer, men nu viser en rundspørge, som KL har lavet til landets borgmestre, at beløbet bliver langt større.
Hele 22 mia. kr. skal bruges på anlægsaktiviteter som nybyggeri og vedligeholdelse af bygninger og veje, og det er ny rekord.
"Det er glædeligt, at kommunerne sætter fuld fart i bygge- og anlægsaktiviteterne. På den måde er vi i en krisetid med til at holde hjulene i gang," siger KL's formand Erik Fabrin i en pressemeddelelse.
Han forklarer den store investeringslyst med de ekstraordinære lånemuligheder, som kommunerne har fået.
Blandt andet afsatte regeringen i efteråret to ekstra lånepuljer på tre mia. kr.
Kommunernes interesse for disse puljer var så overvældende, at der endte med at blive udmøntet låneadgang for i alt 4,3 mia. kr. til yderligere anlægsaktiviteter.