Hedebølgen har ramt Danmark, og mens dem med ferie nyder varmen og den høje sol, må mange medarbejdere rundt om i sommerlandet arbejde med en tung og varm uniform.
Kommunernes Landsforening (KL) oplyser til Avisen.dk, at de ikke vil blande sig i, hvorvidt kommunerne giver deres medarbejdere lov til at afvige fra kravene til påklædning.
Det er ifølge KL op til kommunerne selv at bestemme det.
En af de kommuner, der har givet dispensation til nogle af sine medarbejdere, er Slagelse Kommune, der blandt andet har givet sit hjemme- og sygeplejepersonale lov til at iføre sig lyse ensfarvede t-shirts i stedet for de tunge, hvide kitler, der ellers kravet.
Det skriver kommunen på deres Facebook-side.
De sociale medier er ophedede
Debatten om uniformerede medarbejderes arbejdsforhold i varmen er hed på de sociale medier.
Kommentarsporet under Slagelse Kommunes opslag om dispensation angående påklædning er rødglødende af kommentarer, der lovpriser kommunens initiativ, mens der opfordres til, at alle andre kommuner følger trop.
Samtidig skriver FOA på sin Facebook-side, at en ny undersøgelse blandt fagforeningens medlemmer viser, at 69 procent ikke mener, at deres uniform er egnet til sommervarmen. Også her er kommentarsporet fyldt med forargelse og opfordring til, at uniformeret personale får mulighed for at iføre sig lettere påklædning.
Senest har Avisen.dk skrevet om reglerne fra Arbejdstilsynet for arbejde i varme temperaturgrader, og hvordan sosu’en Anne ser stort på ledelsens krav om uniform på jobbet.