Tv-værten Peter Ingemann kan fremover stå op til en udsigt over Julsø, og har dermed fået papirer på sin drømmebolig.
- Jeg har fået nøglen. Vi er super lykkelige, og vi var slet ikke i tvivl, første gang vi så huset, fortæller han til Billed Bladet.
Kort før nytår fik han og hustruen Trine hammerslag på en tresser-villa i Svejbæk ved Silkeborg - tæt på Himmelbjerget og dermed også Silkeborgsøerne.
Ifølge ugebladet kostede huset 5,3 millioner kroner, og skal have en gennemgribende renovering
- Det ville være en forbrydelse at rive huset ned. Der bliver ikke flyttet én væg, for vi vil bevare husets sjæl og historie. Jeg skal ikke selv røre en finger, for det gælder om at kende sine begrænsninger. Derfor er jeg i fuld gang med at få tilbud hjem, siger Peter Ingemann til Billed Bladet.
Har set masser af huse
Den journalistuddannede Peter Ingemann har gennem sin tv-karriere set en del huse. Han var nemlig fra 2003 til 2013 vært på boligprogrammet "Hammerslag" på DR1.
Han har desuden lavet "Den store bagedyst" og holder i øjeblikket orlov fra TV 2-programmet "Størst", hvor han rejser ud i verden for at besøge nogle af de største menneskeskabte steder.
Tilbage til hjemegnen
Med nøglerne til gulstenshuset i Svejbæk rykker 45-årige Peter Ingemann hjem igen. Han er vokset op på egnen og fortæller, at Gudenåen og Silkeborg altid har trukket i ham:
- Så det er en nostalgisk drøm, der går i opfyldelse. Der er noget magisk ved at kunne kigge ud over vandet, og på et tidspunkt vil jeg også have bygget min egen bådebro.
Familien Ingemann har sat dens funkisvilla i Ry til salg for 5,295 millioner kroner, og sidste år solgte de sommerhuset i Skagen.