De vil meget gerne blive forældre sammen.
Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer har også været i et forløb med fertilitetsbehandling, men det er nu stillet i bero, fortæller 27-årige Line Hoffmeyer sine knap 70.000 følgere på Instagram.
- Vi har sat fertilitetsbehandlingen i bero. For nu. Der er nogle ydre omstændigheder, som vi ikke er herre over, der længe har lagt pres på både Lasse og mig. Jeg kan mærke det på både humøret og kroppen, så situationen er simpelthen bare den, at hvor end jeg gerne vil være mor, er tiden lige nu ikke til at lægge yderligere pres på min krop, eller vores familie, skriver Line Hoffmeyer på sin profil.
Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer har været sammen siden 2015.
Den 24. august 2019 blev parret borgerligt viet i Århus.
I forvejen har Lasse Rimmer to teenagepiger fra et tidligere forhold.
På instagram skriver Line Hoffmeyer videre.
- Det har været en svær beslutning, for selvom det ikke betyder noget som helst definitivt, og selvom vi stærkt regner med at kunne genoptage det, så ved jeg, at mit biologiske ur ikke er vores ven.
Men det er den rigtige og nødvendige beslutning lige nu.
Du kan se Line Hoffmeyers opslag herunder.