Da Kate Middleton blev viet med prins William, var det en global begivenhed. Men på trods af den massive mediedækning er der åbenbart en gruppe mennesker, som ikke har fået stillet den royale sult.
Det kan man bekræfte på Buckingham Palace, hvor Kates smukke bryllupskjole har været udstillet siden slutningen af juli. Kjolen har nemlig tiltrukket 600.000 besøgende, hvilket slår alle rekorder, skriver People.
Det svarer til omkring 10.000 besøg om dagen.
"Det er et utroligt tal. Det er rekord. Vi var begejstrede over at byde mennesker fra hele verden velkommen," siger talskvinden for The Royal Collection, som hver sommer står bag en udstilling af hoffets rober. Det skriver People.
Mon ikke talskvinden også er glad for de billetindtægter, der er fulgt med kjolen. Billetprisen på 28,50 dollars har sikret udstillingen en indtægt på over 36 millioner kroner.
Kjolen, som er designet af Sarah Burton for Alexander McQueen, kommer dog til at leve et lidt kedeligere liv i fremtiden. Kate vil nemlig gerne passe på den, og derfor ryger den på lager.
Kilde: People