Ubeskyttede overvågningskameraer hos kommunale dagplejere, skoler og ungdomsklubber sendte direkte videobilleder af børn ud på internettet, så fremmede kunne belure dem skjult bag computerskærmen.
Det skriver Ekstra Bladet har i dag.
I forbindelse med kampagnen 'Fri adgang' har avisen fundet kameraer, der ikke var beskyttede af kodeord, hos en række private og offentlige institutioner, der tager sig af danske børn. Derfor kunne blandt andre pædofile med få klik på musen observere de intetanende unger.
- Brugen af internettet vokser hele tiden, og det giver sex-forbrydere øgede muligheder for at tilgå kameraer på skoler og andre steder, der er besøgt af børn. Det er derfor et af områderne i cybercrime, som har brug for et omfattende fokus, siger Fernando Ruiz, operationel chef for Europols cybercrime-center, EC3.
Billederne fra de åbne kameraer er ikke kun problematiske, fordi det kan bruges som en genvej for sexkrænkere til at belure børn. Det er også hamrende ulovligt, fortæller it-advokat Claes Christensen:
- Rent persondata-retligt er det problematisk, fordi der sker en overvågning og en offentliggørelse af den overvågning, uden der er givet samtykke. Dermed overskrides persondatalovens paragraf 26a, siger han.
Advokaten oplyser, at lovbruddet kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder.
Et af de steder Ekstra Bladet har fundet et ubeskyttet kamera er hos en dagplejer i Silkeborg Kommune. Børne- og familiechef Ken Engedal fortæller, at han nu vil indskærpe kommunens retningslinjer overfor dagplejere, børnehaver og skoler:
- Vi har et møde med bl.a. ledelsen af dagplejen 18. august, og der vil jeg sørge for at tage den her problemstilling op, så folk er fuldstændigt opdateret om vores retningslinjer om videoklip og billeder af børn.
- Her vil vi slå fast, at vi ikke vil have overvågning af børnene på daginstitutioner, for vi kan aldrig være sikre på, at folk laver det krypteret og sikkert, siger han.