Kæmpestjerner lider vattet død
Danske astrofysikere har gjort en sensationel opdagelse, der sætter spørgsmålstegn ved universets livscyklus og planeternes oprindelse.

Da amerikanerne i 1960 erne sendte satelitter op for at holde øje med russernes atombombesprængninger, opdagede de nogle besynderlige stærke glimt, der kom ude fra rummet.

Først i 1997 blev det klart, at de mystiske stråler kom fra døende kæmpestjerner, som i det splitsekund, de kollapser, skyder en aktiv stråle ud fra hver sine ende af stjernen. Samtidig udsender de i en voldsom supernovaeksplosion en sky af hed gas og stof ? stof som jern, guld og sølv, der senere bliver til nye stjerner og planeter.

Det står der i hvert fald i alle lærebøgerne.

Nye måder at dø på

Men nu har danske astrofysikere fundet en helt ny måde nogle af disse kæmpestjerner i universet dør på, som er langt mindre dramatisk.

I stedet for at eksplodere og blive til en supernova når der ikke er mere brændstof tilbage, falder de simpelthen bare stille og roligt sammen, idet de udsender glimtet. Herefter bliver kernen til et sort hul.
»De skvatter bare sammen. Lidt ligesom når vandet løber ud af en vask,« siger astrofysiker Johan Fynbo fra Dark Cosmology Centre ved Niels Bohr Instituttet. Han er hovedforfatter bag studiet, som i dag bliver offentliggjort i tidsskriftet Nature.

Supernova-mennesker

Det betyder ikke alene, at universet slet ikke hænger sammen, som man troede. Det betyder også, at dannelsen af planeter måske sker langt sjældnere, end vi tror.
»Planeter bliver dannet fra det materiale, der kommer fra supernovaer, som på den måde er kilde til livet i universet.

Når kæmpestjernerne eksploderer, bliver den yderste sky af gas til nye stjerner, mens kernerester og stjernestøv bliver til planeterne og ikke mindst os. Vi mennesker er faktisk groft sagt blevet til af stjernestøv fra en supernova!« siger Johan Fynbo.

Den dramatiske opdagelse skete en lørdag morgen d. 5. maj i år, da Johan Fynbo var på vej ud i sin have for at luge bedene.
»På vejen ud fik jeg en sms fra NASA om, at de havde registreret et gammaglimt. Og så skyndte jeg mig at ringe til en brasiliansk atsrofysiker, som sidder ved de store kikkerter i Chile for at bede dem observere for os, hvor glimtet kom fra,« forklarer Johan Fynbo.

I dagene efter blev de klar over, at strålen kom fra en stjerne i en galakse, som lå tæt på os, nemlig blot omtrent en milliard lysår væk.
»Så blev vi ellevilde, for vi kunne jo så meget nemmere studere den sjældne supernova, som ville dukke frem i teleskopet. Men den kom aldrig, selvom vi kiggede i flere måneder. Og så kunne vi jo godt se, at vi havde gjort en kæmpeopdagelse. Alle var helt sikre på, at kæmpestjerner ender deres liv i et gigantisk brav som supernova.
Nu viser det sig, at nogle af dem har en ganske vattet afslutning på livet," siger han.