Risikoen for at lande på en virksomhed med knas i arbejdsmiljøet er større i Jylland end på Sjælland.
Vest for Storebælt ligger seks af de ti kommuner, hvor Arbejdstilsynet sidste år fandt flest overtrædelser af arbejdsmiljøloven i forhold til antallet af besøgte virksomheder. Kun tre af de ti kommuner ligger på Sjælland, mens en enkelt fynsk kommune er repræsenteret på listen.
Det viser en analyse, som Ugebrevet A4 har foretaget på baggrund af Arbejdstilsynets besøgsstatistik for 2012.
Assens har den tvivlsomme fornøjelse at være den kommune i landet, hvis virksomheder i 2012 relativt set havde sværest ved at overholde arbejdsmiljøloven. Tilsynet besøgte 161 virksomheder og endte med at udstede 152 påbud, forbud og andre afgørelser - svarende til 94 afgørelser pr. 100 besøgte virksomheder.
Det undrer borgmester Finn Brunse (A), hvis der skulle være markante arbejdsmiljøproblemer i kommunen. Om han vil tage det op med arbejdspladserne, afhænger dog af alvoren af påbuddene.
- Vi har en god dialog med vores virksomheder, så hvis det er noget, som giver en særlig karakteristik af virksomhederne i Assens Kommune, så bliver det et tema, som vi i fællesskab kan forholde os til, siger han.
Bedst i statistikken går det på Fanø, hvor Arbejdstilsynet kun fandt 5 problemer på 26 besøgte virksomheder. Omregnet svarer det til 19 afgørelser pr. 100 besøgte virksomheder. Men Fanø er kun en af tre jyske kommuner i top ti. De syv andre kommuner i den pæne ende af skalaen ligger på Sjælland og tilstødende øer.
I Lyngby-Taarbæk fandt Arbejdstilsynet 121 problemer på 263 besøgte arbejdspladser - svarende til 46 afgørelser pr. 100 besøgte virksomheder. Det ser borgmester Søren P. Rasmussen som en stor fordel for kommunen.
- Det er vigtigt, at arbejdsmiljøet bliver taget alvorligt, fordi det betyder, at folk trives bedre på deres arbejdsplads og bliver mindre syge. Hvis folk ikke er syge, så skal vi ikke betale sygedagpenge, og hvis folk ikke kommer alvorligt til skade, så skal vi ikke udbetale førtidspension, siger borgmesteren.