Den 80-årige forfatter Johannes Møllehave kan ikke mere. Han kommer derfor ikke hjem fra det plejehjem han siden midten af marts har opholdt sig på.
Det siger forfatterens 55-årige søn Tomas Møllehave til ugebladet Tæt På.
Johannes Møllehave faldt om få dage inden sin 80-års fødselsdag i januar. Han slog sit hoved så voldsomt, at han blev indlagt på hospitalet, men her gik det også galt. Han faldt ud af hospitalssengen og har ikke siden boet i sit eget hjem.
- Nej, det er slut. Hans gerning er endt. Men han priser sig lykkelig for det liv, han har haft. Det er en god og værdig slutning, fortæller Tomas Møllehave til Tæt På.
Tomas Møllehave fortæller desuden til ugebladet, at han oplever sin far som glad og tilfreds, selvom han nærmest er tvunget på pension efter et langt og produktivt arbejdsliv.
Jeg er ikke bange for døden
I maj sagde Johannes Møllehave til BT, at han efter 123 bøger nok havde skrevet sin sidste bog, og at han kunne sætte kryds ved det meste af det, han ville nå med sit liv.
- Jeg er ikke bange for døden. Det har jeg aldrig været. Og det er heller ikke noget, jeg tænker meget over. Eller sagt på en anden måde: Jeg føler mig rolig og sikker i mit liv. Men også i min død, sagda han til BT.
Johannes Møllehave er uddannet præst og har skrevet et hav af bøger, lavet film og tv og holdt en endeløs række af foredrag. Han har skrevet viser og revytekster og været konsulent i DR's underholdningsafdeling.
Hans varemærke har været hans sans for både humoren og alvoren.