Hele Danmarks Mr. News, Jes Dorph Petersen, har ikke lagt skjul på, at han har haft et alkoholproblem.
Udfordringerne med de våde genstande var i august 1997 ved at bringe ham helt ud af kurs, da han med gigantiske tømmermænd blev kaldt på arbejde for at dække prinsesse Dianas tragiske død.
Det fortæller den tidligere TV2-nyhedvært i TV 2 Zulu-programmet ’Den værste dag i mit liv’. Det skriver Ekstra Bladet.
Dagen forinden havde han været i byen i Odense med sin gode ven og kollega på programmet Station 2, Niels Brinch. Det blev en våd bytur, og Jes Dorph Petersen erkender, at han var skidefuld den nat. Han skulle dog først møde ind på arbejde og være vært klokken 19, så han havde sat sin alarm på telefonen til klokken 11.15.
Eller det troede han, han havde gjort. I stedet blev den ellers populære vært vækket af 17 paniske beskeder fra sin nyhedschef, der desperat havde forsøgt at få fat i sin faste ankermand i tv-studiet.
Prinsesse Diana var den nat dræbt i en trafikulykke efter en vild jagt af paparazzier i Paris’ gader. Nyhedschefen ville have Jes Dorph Petersen til at dække en ekstra nyhedsudsendelse klokken 12, men hovedpersonen selv ville ikke i tv-studiet med så mange tømmermænd.
- Jeg vil bare ikke. Jeg vil ikke derhen. Jeg er ikke i stand til det. Jeg er uegnet, jeg er umulig og jeg er pinlig. Og ved ikke noget som helst andet end, at prinsesse Diana er død, fortæller han i ’Den værste dag i mit liv’ ifølge Ekstra Bladet.
Af sted kom han dog, og taxachaufføren måtte undervejs briefe den ellers oplyste nyhedsvært om nattens tragiske hændelse. Der ventede Jes Dorph Petersen en gedigen skideballe, og her over 20 år efter sidder oplevelsen stadig i ham.
- Jeg havde det ad Helvede til. Jeg er stolt af mit job, og så fucker jeg det op på den måde, forklarer han.
Jes Dorph Petersen er i dag åben om sit tidligere alkoholmisbrug, som han har lagt helt bag sig. I sin blog i BT fortalte han forleden, hvordan han altid holder sig fra øl, vin og drinks ved festlige lejligheder. Nu står den på mineralvand og cola.
”Det er naturligvis 100 procent min egen beslutning, at jeg ikke drikker alkohol. I de seneste knap tre år har jeg haft en permanent promille på 0,0. For sådan passer jeg bedst på min tilværelse,” skriver TV 2-værten i sin blog.
Jes Dorph Petersen er i dag vært på 'Go' Aften Danmark' på TV 2.