Jeg vidste ikke, hvem jeg var

Hjerneskadet ? Lise Andersen har arbejdet hårdt på kontor hele sit liv. I 2003 får hun en kraftig hovedpine og pludselig bliver alt sort. Da hun vågner igen, aner hun ikke, hvem hun er. Dette er Lises historie om at få en hjerneskade

Hendes slappe krop ligger i sengen på Århus Kommunehospital. Hun drømmer. En flok mørke mænd kidnapper hende og besætter hos-pitalet, og hun kan mærke, hvordan angsten har tag i hele hendes sjæl.
Det er midt i januar 2003.
De sidste 14 dage har hun kun oplevet små glimt af virkeligheden blandet med ubehagelige drømme. Glimt af hendes mand gennem 32 år. Glimt af hendes bror, der er på besøg fra Grønland. 52-årige Lise Andersen aner ikke, hvem hun er. Hun vil ud af sengen. Hun vil væk. Men hun kan ikke røre sig.

Brændende hovedpine

I begyndelsen af januar aner Lise Andersen ikke, at hun få dage senere skal ligge bevidstløs i en seng på sygehuset. Hun er på vej til arbejde i det firma, hvor hun har været ansat de sidste 10 år. Med årene har hun fået mere og mere ansvar, samtidig med at hun har læst engelsk og tysk ved siden af. Hun elsker at lære nyt. Nyder at læse. Og hun holder af sit job i Skovby ved Århus.
I bilen får hun en brændende hovedpine, som hun aldrig har oplevet før. Da hun ankommer til kontoret, tager hun nogle Panodiler og venter på, de virker, så hun kan sætte sig foran computeren. Der kommer en kollega.
»Hvad er der i vejen?« spørger hun, og Lise svarer, at hun har taget hovedpinetabletter.
Kollegaen beslutter sig for at ringe til Lises læge, og mens hun taler med ham i telefonen, begynder Lise at kaste op. Det får lægen til at foreslå, at det er et migræneanfald. Kort efter mister hun bevidstheden.
14 dage senere sidder hun i ambulancen på vej til Hammel Neurocenter med en skade i hjernen efter en voldsom hjerneblødning.

Hvordan skal det gå?

Hun får depression og føler sig ulykkelig. Meget af tiden græder hun og synes ikke, at hun ved noget som helst.
»Hvordan skal det gå derhjemme med Ole? Hvordan skal han klare den?« tænker hun om sin ægtefæle.
Hendes mand har gået hjemme i parrets fireværelseslejlighed i mange år, fordi han er for syg til at arbejde. De blev gift, da hun var 20 år, og da han blev syg, indstillede hun sig på, at hun skulle tage sig af ham og passe et fast arbejde. De har ingen børn, fordi de har valgt det fra. I stedet har de nydt at køre ture til Himmelbjerget og sat pris på naturen ved Silkeborgsøerne.
»Hvordan skal vi leve? Jeg kan jo ikke arbejde. Hvordan skal det gå?« tænker hun.

Smerter i armen

På døren over den afdeling i Hammel, hvor Lise er indlagt, står der »Svært Skadede«. Eksperterne begynder at massere hende arme og ben, og hun har store smerter i venstre arm. Den kan ikke engang løfte en kop.
Langsomt begynder det at hjælpe. Hun kan sidde op. Hendes tanker begynder at kredse om, hvad der skal ske med hendes liv. Det er ikke muligt for hende at gå, og hun kommer frem i en kørestol.
Sådan går januar, februar og marts måned. Så skifter hun afdeling til »Moderat Skadede«.
Hun sidder i en stol og ser ud af vinduet på vinteren, der bevæger sig forbi udenfor. Hun kan se parkeringspladsen og holder øje med, om det er hendes familie, der kommer og besøger hende. Det er familien, der giver hende modet til at komme videre, og de skiftes til at komme, så hun sjældent er alene.
Lise har aldrig været indlagt før.
Alle dagene er lagt i et stramt skema: Op af sengen. Morgenmad. Træning. Hvile. Tidligt i seng. Næste dag forfra.

Må leve alene

I begyndelsen tænker hun, at nu skal hun bare op og i gang igen og på arbejde. Men efterhånden går det op for hende, at det nok ikke bliver sådan. Hun kan ingenting.
Men sket er sket, så hun siger til sig selv, at hun bliver nødt til at forholde sig til det. Hun tænker, at hun har været heldig. Nogle af de andre hjerneskadede på Hammel Neurocenter bliver sendt videre til et passivt liv på plejehjem. Selv kunne hun lige så godt have været en grøntsag, så hun føler sig heldig.
I juni måned træffer hun en afgørende beslutning. Hun må leve for sig selv. Det er ikke længere muligt for hende fysisk og psykisk at være den hjælper, som hun tidligere har været for Ole. Hun har brug for at være sig selv. Hendes mand gennem 32 år bliver ked af det, men han må acceptere, at Lise er en anden person, der ikke kan have ret meget i hovedet mere.
Hendes familie støtter hende fuldt ud i hendes beslutning.

Alene for første gang

For første gang i sit liv skal hun bo alene. Familien har hjulpet hende med at flytte hendes ting til en toværelseslejlighed på 45 kvadratmeter i Vejlbyparken, og sidst i august 2003 flytter hun ind for sig selv. Hendes søster hjælper med at handle madvarer. Reder seng. Pakker ud. Tager af sted.
Nu har Lise været sammen med andre mennesker i syv måneder, og pludselig er hun alene. Den nat sover hun næsten ikke. Heldigvis kommer hendes far på besøg allerede næste dag. Og få dage senere går hun i gang med den næste genoptræning på Lyngåskolen.

Kommer ikke på arbejde

Lise sidder med et stykke papir med tal på. Hun forsøger at få sin hjerne til at trække de to tal fra hinanden. Det er ikke muligt. Før hjerneskaden kunne hun lave den slags udregninger i hovedet på ingen tid. Nu kan hun knap nok lægge to tal sammen. Der går det op for hende, at hun ikke kommer tilbage på arbejde igen. Hun har længe følt sig i et ingenmandsland, hvor hun ikke har vidst, hvor det bar hen for hende. Nu slipper hun drømmen om at komme tilbage på sit gamle arbejde.
Fra januar 2004 går hun på hjerneskadecentret og får intensiv træning i at tænke igen. Efter fem måneder begynder personalet og Lise at tale om arbejdsprøvning. Hun vil gerne. Hun vil videre med sit liv. De taler om 20 timer, så hun kan tjene lidt flere penge end på sygedagpengene, så hun ikke behøver blive boende på 45 kvadratmeter.

Med andre i samme båd

Tre gange om ugen møder hun på Statsbiblioteket fra først i september 2004. Sorterer bøger. Tager elevatoren op og henter bøger, som folk bestiller. Men selvom hun har en vogn at køre bøgerne på, kan hun ikke holde til det. Samtidig begynder hun at komme i Hjerneskadeforeningen, hvor hun langsomt får bygget noget socialt op med de andre hjerneskadede.
Det er hendes eget ønske at blive på biblioteket, så hun får en anden funktion, hvor hun sorterer bøgerne i alfabetisk rækkefølge og sætter stregkoder på, så maskinen selv kan læse dem. Men stregkoderne sidder ikke præcist nok, og hun bliver nødt til at stoppe. Det er endnu et nederlag for hende. Som et sidste forsøg får hun lov til at scanne bøger ind, som læserne indleverer, men 1. juni falder hun ned ad en trappe og skader sit knæ. Til sidste kan hun kun tåle at arbejde to dage a to timer om ugen, og sådan slutter Lises arbejdsprøvning.

Skal lære at sige nej

Heldigvis har hun fået noget andet i sit liv end biblioteket. Samværet med de andre i Hjerneskadeforeningen styrker Lise, og hun nyder, at de forstår, hvad hun taler om. De er alle sammen i samme båd.
I løbet af 2005 får Lise tilkendt pension. Det får hendes indre angst for fremtiden til at forsvinde, så hun kan koncentrere sig om at gå til maling, til blomster og passe sin træning med fysioterapeut to gange om ugen og svømning i varmvandsbassin.
Men hun får også lært at sige nej. Hvis hun påtager sig for mange gøremål, føler hun sig syg med en voldsom uro i kroppen og ondt i armen og benet. Derfor bliver alt organiseret i hendes kalender.

En ny identitet

I dag sidder hun med i bestyrelsen for Hjerneskadeforeningen, og hun sidder i forretningsudvalget for De Samvirkende Invalideorganisationer i Århus Kommune. Det er hende, der står for regnskabet med hjælp fra en pc.
Lise Andersen er flyttet i en større lejlighed, og hun ser stadig sin eksmand Ole. Hun mangler ikke venner. Tværtimod tror hun, at hun har fået flere venner, siden hjerneskaden ramte hende.
Den største ændring er på hendes identitet. Når folk spørger hende, hvad hun laver, siger hun, at hun er syg, så hun går hjemme. Før satte hun en ære i at sige, hun var bogholder i sit gamle firma. Men hun ved selv, hvad hun engang kunne, og hvad hun kan i dag.
Hendes liv har altid været udadvendt. Sådan er det også i dag. Nu er det bare på en ny måde.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.