Mens op mod 100.000 mennesker festede løs i de københavnske gader under Distortion, blev en ung kvinde angiveligt udsat for en drug-rape natten mellem onsdag og torsdag.
Den 30-årige kvinde havde forinden selv deltaget i gadefesten, hvor hun faldt i snak med en mand, skriver Jyllands-Posten.
Sammen fik de noget at drikke, men det efterfølgende forløb er uklart for kvinden. Det sidste hun husker er, at to mænd gik med hende hjem til lejligheden på Nørrebro.
"Hun vågner op med den ene oven på sig, hvorefter hun reagerer. Mændene forsvinder, og hun taler med en veninde om episoden, hvorefter hun kører på skadestuen," siger efterforskningsleder ved Station Bellahøj Kenneth Damkjer til jp.dk.
Kvinden er blevet undersøgt på Center for Voldtægtsofre, hvor man fandt, at hun blødte fra underlivet. Men politiet har ikke kunnet konstatere, om begge mænd har voldtaget hende.
Ifølge efterforskningslederen afventer politiet endnu resultaterne fra blodprøven, som skal vise, om kvinden havde stoffer i blodet. Til gengæld har de ud fra kvindens beskrivelse identificeret den ene af mændene.
"Ham leder vi efter, men vi ved ikke, hvem den anden er. Det satser vi på, at den første ved, når vi fanger ham," lyder det fra Kenneth Damkjer.
Kilde: Jyllands-Posten