I Københavns Stift og Roskilde Stift tæller præsterne, hvor mange der går til alters om søndagen. I resten af Danmark tæller de ikke noget som helst, og der findes intet samlet overblik i folkekirken over, hvor det går godt, og hvor det går skidt.
Kun hvis en gudstjeneste helt må aflyses, fordi der ikke er kommet en eneste, får biskoppen det at vide. Men halvtomme kirker generer tilsyneladende hverken landets biskopper eller Kirkeministeriet. Hans Raun Iversen forsker i teologi og er en af dem, der i årevis har efterspurgt præcise data om folkekirken
»Folkekirken er bange for tal. Den er ikke vant til facts på bordet. Og ethvert uhyre, du ikke kender, er altid farligt,« siger han.
Ville ikke gå andre steder
Ifølge Hans Raun Iversen er der en begyndende forståelse blandt biskopper og provster for, at kirken er nødt til at tælle og turde offentliggøre sine tal.
»Det kommer, men det er en sej fødsel. Lige nu føler man sig frem til mange afgørelser,« siger Hans Raun Iversen.
Camilla Sløk forsker i kirkeledelse på Copenhagen Business School, og hun er forundret over folkekirkens manglende overblik.
»Jeg forstår det simpelthen ikke, men jeg ved, at det ikke kunne foregå sådan andre steder i det offentlige,« siger hun.
Præget af ligegyldighed
Mange i forskerkreds undrer sig. Selv simple spørgsmål, som for eksempel hvor mange, der bliver konfirmeret, er umulige at svare på. Ifølge Camilla Sløk bunder de manglende tal og statistikker i ligegyldighed.
»Folkekirken er en stor koncern med et budget på mange milliarder, men politikerne interesserer sig ikke særlig meget for den. Derfor er der ingen, der for eksempel kræver at vide, hvor mange konfirmander der er på en årgang,« siger hun.
Men de manglende tal og dermed faktuelle analyser af, hvordan folket har det med sin folkekirke er tilsyneladende helt i tråd med, hvad politikerne ønsker. Nyhedsavisen har talt med flere, som mener, at folkekirken skal have sine penge, og at politikerne i øvrigt skal blande sig udenom.
»Folkekirken er et trossamfund, ikke en virksomhed. Man måler ikke folkekirkens succes på, hvor mange der går i kirke, men på at evangeliet bliver forkyndt. Det bliver det flere tusinde gange om ugen, ved vi, men om folk vil høre det, er deres eget ansvar,« siger Birthe Rønn Hornbech (V), formand for for Folketingets kirkeudvalg.
Siden 1600-tallet har præsterne noteret,
hvor mange der går til alters, for dengang var det forbundet med straf,
hvis man ikke mødte op til nadver i kirken.
Men i nyere tid er man
holdt op med at tælle. Nogle steder noterer præsterne dog stadig
antallet af folk ved altergangen, men mange gør det ikke.
Forskere
vurderer, at antallet af altergæster skal ganges med to for at få det
reelle antal kirkegængere.