Ordensmagten føler sig åbenbart hævet over almindelige togpassagerer. I hvert fald blev en betjent forleden fanget i at ryge på en togperron, hvor der siden 1. juli har været rygeforbud.
Desværre for betjenten var der en hurtig medpassager, der tog et billede af den rygende betjent. Det billede sendte han til Ekstra Bladet med følgende tekst:
"Skal vi andre så overholde rygeforbudet på togstationerne?"
Episoden fandt sted i Haslev, hvor politistationen er placeret lige ved siden af stationen. Betjenten var derfor i færd med en rygepause på perronen. Det beklager hans overordnede nu.
"Det går selvfølgelig ikke, og når man er i uniform skal man lige tænke sig om en ekstra gang," siger politiinspektør Steen Nørskov fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.
Kilde: Ekstra Bladet