Flere måneders sygdom fra arbejdet. Det er konsekvensen for mange af de hundredetusinder af danskere, der arbejder foran en computer til hverdag.
Når først musesmerterne har bidt sig fast, kan det kræve en lang sygemelding, før smerterne er væk.
Mere end hver anden dansker, der arbejder foran en computer, oplever musesmerter. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Userneeds blandt 1.032 danskere.
Problemet bliver endnu større, fordi vi har svært ved at skære ned på tiden foran computeren, viser undersøgelsen.
Bundet til computeren
”Det er enormt svært at slippe af med musesmerter. Det kræver, at man går væk fra arbejdet, og det kan man ikke bare lige gøre uden helt at melde sig ud,” siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK.
Læger og eksperter anbefaler, at man højst sidder fire timer dagligt foran computeren. Men det er nærmest umuligt for de fleste, viser undersøgelsen fra Userneeds.
Her svarer ni ud af ti, at det ikke vil være realistisk for dem at skære tiden foran computeren ned til højst fire timer om dagen.
Af de adspurgte bruger næsten seks ud af ti mere end fire timer foran computeren hver dag.
Sygemeldt i et år med musesmerter
Musesmerter volder også store problemer for medlemmerne i forbundet for IT-professionelle, PROSA.
Her bekræfter arbejdsmiljøkonsulent Allan Pleman, at det er svært at slippe for smerterne, når de først har indfundet sig.
”Man skal holde sig fra mus og tastatur i en lang periode for at få det til at gå væk. Det indebærer typisk, at man bliver sygemeldt,” siger han.
Allan Pleman fortæller, at sygemeldingerne af og til bliver så langvarige, at medarbejderne kommer i karambolage med tidsbegræsningen på ét år for sygedagpenge.
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Userneeds for Contour Design, der producerer ergonomiske muse.
Respondenterne er 1.032 erhvervsaktive danskere i alderen 18-65 år, der benytter computer på deres arbejdsplads.
Musesmerter defineres i undersøgelsen som gener og smerter forbundet med arbejde ved computeren og bruges af computermus.