De rutinerede basketballherrer fra San Antonio Spurs var storfavoritter til at vinde hjemme over Houston Rockets natten til tirsdag dansk tid.
Men sådan gik det ikke.
I stedet vandt Houston 126-99 over San Antonio i den første kamp i slutspillets anden runde, hvilket svarer til kvartfinalerne.
Houston lavede 22 trepointsscoringer på 50 forsøg. Det er rekord for et hold i slutspillet.
Samtidig var det første gang, at San Antonio tillod så mange scoringer fra den afstand i slutspillet.
Det var også første gang, at San Antonio tabte så stort i den første kamp i en serie i slutspillet. Der spilles bedst ud af syv kampe.
James Harden førte an for Houston med 20 point og 14 assister. Men han var ikke helt tilfreds.
- Det er kun én sejr. Det er en god sejr, men vi er nødt til at være forberedt på kamp nummer to.
- San Antonio har masser af fight i sig. Vi missede nogle skud, og vi skal forbedre os til kamp to, siger Harden ifølge AFP.
San Antonio haltede efter med 39 point, da det så værst ud. Og ved pausen var San Antonio bagud med 30 point - den værste pausestilling i holdets historie i slutspillet.
- Vi tabte, de vandt, og de spillede bedre end os. Vi forsøgte at kæmpe, men vi gennemførte ikke kampen særligt klogt, siger San Antonio-træner Gregg Popovich.
/ritzau/