I Norge har Stortinget været udsat for et omfattende IT-angreb, hvor hackere har brudt ind på adskillige parlamentarikeres e-mailkonti.
I en erklæring fra Stortinget hedder det, at forskellige data er blevet stjålet.
- Vores analyser viser, at forskellige mængder af data er blevet downloadet ulovligt, hedder det i pressemeddelelsen.
Stortingets direktør, Marianne Andreassen, siger, at "vi ser med stor alvor på sagen".
- Vi har fuld opmærksomhed på en analyse af situationen, og vi arbejder på at få et fuldt billede af hændelsen og det potentielle skadeomfang, siger Marianne Andreassen i en pressemelding.
Hun siger, at der blev grebet ind over for hackerne for at standse angrebet.
- Disse tiltag havde øjeblikkeligt en effekt, siger Andreassen og understreger, at der hele tiden må arbejdes på at skærpe IT-sikkerheden på grund af et krævende trusselsbillede.
Stortinget oplyser i pressemeddelelsen at det er i tæt kontakt med relevante sikkerhedsmyndigheder efter hændelsen.
Politiet siger, at det er ved at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at indlede en efterforskning.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB