Tidligere præsident i USA Bill Clinton fortæller, at Monica Lewinsky-affæren var en af flere måder, hvorpå han forsøgte at håndtere "pres", "bekymringer" og "skuffelser".
Det skriver amerikanske CNN torsdag på baggrund af en ny dokumentar om hans hustru, Hillary Clinton.
I den fire timer lange dokumentar åbner de begge op om, hvordan sagen påvirkede dem følelsesmæssigt.
- Vi har alle bagage i vores liv, og nogle gange gør vi ting, vi ikke burde gøre. Det var forfærdeligt, det jeg gjorde, siger Bill Clinton i dokumentaren ifølge CNN.
Affæren med Monica Lewinsky, der var praktikant i Det Hvide Hus, kom frem i lyset i 1998 og udviklede sig til en skandale, der var på nippet til at koste Bill Clinton præsidentposten.
Efter gentagne gange at have benægtet, at affæren fandt sted, indrømmede Bill Clinton, at det var sket.
Senatet fandt dog i 1999, at det ikke var nok til afsætte ham som præsident.
I de senere år har Monica Lewinsky uddybet sit syn på den over 20 år gamle affære, som hun ser i et nyt lys efter fremkomsten af MeToo-bevægelsen.
I et indlæg i Vanity Fair fortalte hun i 2018, at præsidenten i hendes øjne groft havde udnyttet sin position - affæren var ikke et "seksuelt overgreb", men det var "magtmisbrug", mente hun.
I dokumentaren fortæller Bill Clinton, at han har det forfærdeligt med, hvordan sagen har defineret Lewinskys liv.
- I løbet af årene har jeg set hende forsøge at få et normalt liv igen. Men man bliver nødt at beslutte sig for, hvordan man definerer normalt, siger Clinton ifølge CNN.
Lewinsky har ifølge nyhedsbureauet AFP tidligere fortalt, at hun for adskillige år siden blev diagnosticeret med posttraumatisk stressyndrom (PTSD).
Det gjorde hun "hovedsageligt som følge af prøvelsen ved at have været offentligt hængt ud og udstødt".
Dokumentaren bliver vist på den amerikanske streamingtjeneste Hulu. Det vides ikke, om den kommer til Danmark på et tidspunkt.
/ritzau/