Fagforeningen 3F har valgt at lukke sit it-system fuldstændig ned efter at være blevet angrebet af hackere gennem fire dage.
Det betyder, at de dagpengemodtagere, som normalt udfylder dagpengekortet over internettet via 3F, ikke kan gøre det i de kommende dage.
Situationen rammer ifølge 3F i omegnen af 30.000 dagpengemodtagere.
Ifølge 3F skal dagpengemodtagerne dog nok få deres penge til tiden. Det kræver blot, at de møder op i deres lokale afdeling mandag eller tirsdag for at udfylde dagpengekortet.
Fagforeningen siger, at der er personer på internettet, som tager ansvar for hackerangrebet og knytter det til den igangværende konflikt om restaurant Vejlegården i Vejle.
3F blokerer restaurant Vejlegården som del af en faglig konflikt. Konflikten skyldes, at 3F ikke vil acceptere, at restaurantens ejer, Amin Skov, har indgået overenskomst med Kristelig Fagforening, også kaldet Krifa.