Flaget på Langesø Gods gik torsdag på halv, da det kom frem da ejeren og bestyrelsesformanden, Hans Berner, meget pludseligt afgik ved døden. Blot 55 år gammel.
Ifølge Ekstra Bladet blev godsejeren fundet død i sin seng torsdag morgen – sandsynligvis ramt af en blodprop i løbet af natten. Men den endelige dødsårsag kendes endnu ikke.
– Det er med meget stor sorg, at Langesø Fondet og Langesø Golf A/S har modtaget meddelelse om Hans Berners alt for tidlige bortgang, lyder det i en pressemeddelelse fra Langesø Fondet.
Hans Berner var bestyrelsesformand i fonden, der driver slottet i Morud på Fyn og de tilhørende jorde, hvor der især produceres juletræer. Desuden ejer fonden golfbanen Langesø Golf.
Familien Berner har holdt til på Langesø i mere end 100 år, Hans Berner er 10. generation. Han efterfølges nu af sønnen Adam, der har været involveret i driften – bl. a. det årlige, meget populære julemarked.
- Det pludselige tab af Hans er ikke alene et stort personligt tab af min far og mentor, det er også et stort tab for Langesø Gods, som har mistet en energisk og entusiastisk daglig leder. Min fars død har efterladt alle i stort chok, lyder det fra Adam Berner i pressemeddelelsen. Han overtager nu sin fars post som bestyrelsesformand.