Det går op og ned i showbiz – og forretningsverdenen. Det kan Erik Damgaard om nogen tale med om. Han har tjent milliarder, tabt dem alle sammen igen, men nu går forretningen atter strålende.
Det viser seneste regnskab fra Damgaards holdingselskab, ED Equity Partner Aps. Godt nok præsterede selskabet blot et overskud på små to millioner kroner, men pengekassen bugner i en sådan grad, at Damgaard har kunnet udbetale et udbytte på hele otte millioner kroner til sig selv. Men det er der også rigeligt råd til, egenkapitalen lød ved årsskiftet på næsten 30 millioner kroner.
62-årige Erik Damgaard blev første gang særdeles velhavende, da han sammen med sin bror, Preben, solgte deres fælles firma, Damgaard Data, til Microsoft. Det sendte i omegnen af 800 millioner ind på kontoen.
Siden voksede formuen, men forsvandt i kølvandet på finanskrisen, da Damgaards Porteføljeinvest gik konkurs i 2011. Og nu er skuden altså vendt igen.
Erik Damgaard var fast indslag i de kulørte ugeblade i årene før sin konkurs. Han dannede nemlig par med Anni Fønsby, og deres privatliv blev skildret i realityshowet, ”Erik og Anni goes to Hollywood. Parret blev gift og fik en datter sammen, men forholdet holdt ikke.
I 2014 blev Erik Damgaard gift med brasilianske Renata Nascente da Silva Almeida.