Investorerne trak følehornene til sig fredag, så C20-indekset måtte indkassere sin femte dag i træk med fald. Men øverst i indekset lukkede den hårdt plagede vindmølleaktie Vestas med en stigning på 4,9 pct. til kurs 25,25.
Vestas lagde sig i toppen fra børsdagens start, og førerpositionen holdt dagen ud efter et par uger, der har været hårde ved aktien.
Kursen fik støtte af en positiv nyhedsstrøm. Først bragte Dagbladet Børsen en artikel om, at Vestas' samarbejde med Mitsubishi fortsat rummer muligheder. Og så kunne selskabet annoncere, at den italienske vindparkudvikler Farpower har bestilt 13 af Vestas' V112-3,0 MW-møller.
Lige så solidt, Vestas holdt fast i sin førsteplads, lige så tungt lå GN Store Nord i bunden, plaget af efterdønningerne fra et skuffende regnskab, der blev offentliggjort torsdag morgen.
Tallene skuffede blandt andet på grund af et hårdt kvartal for headset-forretningen, GN Netcom.
SEB har sænket sin anbefaling af GN-aktien til "hold" fra tidligere "køb" efter regnskabet.
Aktien fik også hug i torsdagens handel, og fredag endte den igen nederst i C20 med et fald på 3,3 pct. til kurs 80,95.
Fredagens vigtigste regnskab kom fra bryggerigruppen Royal Unibrew. Selskabet meldte før børsåbningen fredag om en omsætning på 937 mio. kr. for tredje kvartal og et nettoresultat på 142 mio. kr.; begge dele ganske tæt på konsensus ifølge SME Direkt.
Driftsresultatet skuffede dog en smule, da både EBIT og EBIT-margin var en smule under analytikernes forventninger.
Generelt set går det hele dog, som det skal, og udviklingen i Royal Unibrew følger ledelsens plan, fortæller Henrik Brandt, administrerende direktør hos bryggeriet, i et interview med Ritzau Finans.
Han peger i stedet på udsving i omkostninger til markedsføring som årsagen til udsvinget i regnskabet.
- Jeg tror, at man i stedet skal kigge på de akkumulerede tal (for ni måneder, red.), for der er forskel på vores markedsføringsaktiviteter fra kvartal til kvartal. Vi har brugt en del penge på at følge op på vores lanceringer. Blandt andet Faxe Kondi Booster, Nikoline-juice og Royal-brandet. Der er en lang række ting, siger Henrik Brandt.
Royal Unibrew-aktien endte 1,9 pct. lavere i kurs 450,5.
Blandt sidepapirerne var der drøje hug til online-tøjfirmaet Smartguy, men det er næppe kommet som en overraskelse for hverken selskabets ledelse eller den opmærksomme investor. Firmaet gennemførte helt som varslet en emission, hvor udbudskursen blev fastsat til 2,40 kr.
Til trods for, at ledelsen gentagne gange tydeligt har gjort opmærksom på, at en aktieudstedelse med en pris på det niveau var på vej, havde investorerne handlet Smartguy-aktien til vejrs. På et tidspunkt var den over 16 kr. Torsdag sluttede aktien i 5,15 kr., men fredag tog den et gevaldigt dyk og endte i 3 kr., et fald på næsten 42 pct.
Det samlede eliteindeks endte 0,3 pct. lavere i 475,70. Indeksets tungeste aktie, Novo Nordisk, faldt 0,3 pct. til 892,50.
Udsigten til urolige aktiemarkeder resten af året får investorer til at realisere nogle af årets fremgang, vurderer aktiestrateg Michael Drøscher Jørgensen fra Nykredit Markets.
- Vi kan se i aktiemarkedet, at investorerne er begyndt at beskytte deres afkast for året. Flere aktieindeks er fortsat betydeligt i plus år til dato, hvorfor flere investorer tager gevinst efter et uroligt men samlet set godt aktieår. Og det virker fornuftigt i lyset af de udfordringer, der venter frem mod nytår, siger Michael Drøscher Jørgensen til Ritzau Finans.
Han peger specifikt på to store udfordringer, som de amerikanske politikere skal forholde sig til, nemlig den finanspolitiske kløft, der truer forude 1. januar, hvis ikke politikerne skrider til handling, og det amerikanske gældsloft, der nærmer sig med hastige skridt.
- Disse udfordringer vil give turbulens på aktiemarkedet året ud, og i det perspektiv er det helt forståeligt, at flere investorer nedbringer risikoen og tager gevinst i aktiemarkedet, vurderer Michael Drøscher Jørgensen.
/ritzau/FINANS
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk