Før Nik og Jay-koncert: Sikkerhed er højeste prioritet

Danskerne kan stadig komme til Nik & Jay-koncert onsdag i Royal Arena i København.
- Sikkerheden ved vores shows er fortsat vores højeste prioritet, siger Jesper Christensen fra koncertarrangøren Live Nation Danmark.
- Sikkerheden ved vores shows er fortsat vores højeste prioritet, siger Jesper Christensen fra koncertarrangøren Live Nation Danmark. Foto: Tony Brøchner/Scanpix

- Koncerten med Nik & Jay i Royal Arena i morgen fortsætter som planlagt.

Sådan lyder det fra Jesper Christensen, Managing Director hos koncertarrangøren Live Nation Danmark, i en skriftlig udtalelse til Ritzau tirsdag.

- Sikkerheden ved vores shows er fortsat vores højeste prioritet, og vi er i kontakt med de danske myndigheder og følger deres anvisninger, skriver han.

Udtalelsen kommer på baggrund af angrebet i den engelske by Manchester tirsdag aften mod en koncert med den amerikanske sangerinde Ariana Grande.

- Vi er naturligvis dybt berørte af denne meningsløse tragedie, og vore hjerter og tanker er med dem, der påvirkes af denne tragiske hændelse.

Ariana Grande spillede i Jyske Bank Boxen i Herning i forrige uge.

Her er man også berørt af angrebet i Manchester.

- Vores varmeste tanker sendes først og fremmest til de ramte og deres familie samt vores kolleger.

- I MCH (Messecenter Herning, red.) og Jyske Bank Boxen vurderes sikkerhedsniveauet på hvert eneste arrangement fra gang til gang. Det sker i et tæt samarbejde med arrangørerne samt politiet og deres eksperter, siger administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.