Det mener nordmanden Kai Eide, der har været FN's udsending i Afghanistan siden marts.
På et møde i FN's Sikkerhedsråd tirsdag sagde Kai Eide, at den seneste fokus på den stigende vold i Afghanistan overskygger de store fremskridt på den politiske scene og i kampen mod opiumshøsten.
"Jeg vil virkelig advare imod de dystre udmeldinger, som vi har hørt på det seneste. Mange af dem går alt for vidt," lød det fra Eide ifølge AFP.
Ikke desto mindre understregede Eide, at den Nato-ledede militærstyrke står foran væsentlige udfordringer i de kommende måneder som følge af en stærkere Taleban-offensiv i forhold til de foregående år.
"Vi bør være forberedt på en situation, hvor oprøret ikke oplever den samme vinterro med et fald i antallet af fjendtlige angreb," lød det fra Eide.
Fortalere for en total militær tilbagetrækning fra Afghanistan citerer den afgående britiske øverstkommanderende brigadegeneral Mark Carlton-Smith for at sige, at en sejr over Taleban hverken er opnåelig eller værd at stræbe efter.
Til den udmelding svarede Karl Eide:
"Der er kommet meget negativitet fra folk, som sjældent har sat deres fødder på jorden i Afghanistan".
I sin beretning til FN's Sikkerhedsråd lagde nordmanden vægt på, at forholdet mellem Afghanistan og Pakistan er blevet bedre, siden de to landes præsidenter, henholdsvis Hamid Karzai og Pakistans nye leder Asif Ali Zardari, for nylig aftalte et samarbejde.
Et tættere samarbejde omkring bekæmpelsen af Taleban-militsen på grænsen mellem de to lande vurderes af flere iagttagere til at være afgørende for at sikre fred i Afghanistan.
-Newspaq