FN's generalsekretær, António Guterres, tager tirsdag i næste uge til Moskva for at mødes med blandt andre Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Det oplyser FN fredag i en kort pressemeddelelse.
Her lyder det også, at han skal mødes med udenrigsminister Sergej Lavrov.
- Generalsekretæren skal besøge Moskva i Rusland den 26. april.
- Han skal holde et arbejdsmøde og have frokost med udenrigsminister Sergej Lavrov. Generalsekretæren vil blive modtaget af præsident Vladimir Putin, lyder det i fredagenes udtalelse fra FN.
Det fremgår ikke, præcist hvor længe Guterres skal tilbringe sammen med Putin. Det står heller ikke klart, om de to direkte skal diskutere krigen.
Mødet mellem Guterres og Putin bliver et af de højest profilerede i Moskva, siden krigen i Ukraine blev indledt 24. februar.
Den østrigske kansler, Karl Nehammer, besøgte mandag i sidste uge Moskva som den første europæiske leder siden krigens start.
FN-chefen Guterres håber i Moskva at kunne tale om, hvad der kan gøres for at skabe fred i Ukraine. Det siger generalsekretærens talsmand Eri Kaneko.
Verdensorganisationen FN, der står for Forenede Nationer, blev grundlagt efter Anden Verdenskrig i 1945. FN består i dag af 193 medlemslande. Det betyder, at stort set alle verdens lande er en del af organisationen.
Rusland har været en del af FN, lige siden organisationen blev grundlagt - i lang tid dog som en del af Sovjetunionen.
Guterres, der har været generalsekretær i FN siden 2017, har også anmodet om et møde med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
FN har hidtil ikke spillet nogen stor rolle under krigen i Ukraine.
I begyndelsen af april var Zelenskyj inviteret til at tale over en videoforbindelse i FN's Sikkerhedsråd. Her sagde den ukrainske præsident blandt andet, at der er hårdt brug for at reformere organisationen.
Ifølge Zelenskyj kan FN gå to veje:
- Enten fjerne Rusland, der står bag offensiven og er kilden til krig, så russerne ikke længere kan blokere beslutninger mod deres egen krig.
- Eller I kan vise, hvordan man kan reformere systemet. Og hvis der ikke er noget alternativ, så må I jo opløse jer selv, sagde præsidenten 5. april.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters