En strejke blandt det norske og danske kabinepersonale i lavprisselskabet Norwegian kan senest træde i kraft den 25. maj.
Se her, hvad det betyder for dig, der har billet med Norwegian:
* Du skal have ny billet eller pengene tilbage.
Du må selv bestemme, om du vil have ombooket din billet til en anden afgang, eller om du vil have pengene tilbage, hvis dit fly bliver aflyst.
* Hvis du vælger at vente på den næste mulige afgang, skal du have:
Mad og drikke i rimeligt forhold til ventetidens længde, gratis mulighed for at give besked om forsinkelsen på telefon, fax eller e-mail og gratis indkvartering på et hotel, hvis ventetiden strækker sig over flere dage.
* Du har derimod ikke ret til erstatning eller kompensation for økonomiske tab. Det selvom aflysningen betyder mistet tid på rejsemålet, udgifter til hotel, billeje eller tabt arbejdsfortjeneste derhjemme.
Er flybilletten en del af en pakkerejse, kan du dog få kompensation, hvis du bliver mere end 6-10 timer forsinket på udrejsen, eksempelvis hvis du i stedet når dit mål i bus eller tog.
* Du kan afbestille din pakkerejse forud for afgang.
Er familiens ferie i fare, fordi en strejke pludselig trækker en stribe af aflysninger hos flyselskaberne, kan du afbestille din rejse, hvis du har købt en pakkerejse.
Kilde: Forbrugerrådet.
/ritzau/