Myndighederne venter H1N1-epidemien snart også rammer Danmark, og det kan også gå ud over danske virksomheder. Derfor forbereder de sig nu på epidemien for at undgå syge medarbejderes tabte arbejdskraft.
10 ud af 12 virksomheder, som Politiken har kontaktet, tager pandemien så alvorligt, at de allerede har iværksat planer. Carlsberg har for eksempel vasket alle dørhåndtag, da de anses for at være en stor kilde til at blive smittet med H1N1. Og Danfoss har indkøbt både masker og behandlingsmidlet Tamiflu, som virksomhedens ansatte kan bruge på rejser til områder med smittefare.
"Vi lavede en plan allerede for nogle år siden, hvor der var frygt for udbrud af SARS og senere fugleinfluenza. Det har senere udviklet sig til en reel pandemiplan, og med den var vi helt klar, da det i foråret kom frem med udbruddet af svineinfluenzaen i Mexico," siger Eigil Flyvbjerg cheflæge i Danfoss.
TDC er en af de virksomheder, som ikke har taget særlige forholdsregler mod en kommende epidemi.
"Vi følger naturligvis situationen nøje, men vi har ikke et decideret beredskab, og vi sætter heller ikke skilte op på toiletterne med 'husk lige at vaske hænder' som i en børnehave. Vi vil ikke spille kloge, men i stedet følge myndighedernes anbefalinger. Indtil videre er der ikke kommet særlige forholdsregler," siger Per Christiansen, pressemedarbejder i TDC.
Virksomhederne har udsigt til sygemeldinger fra hver tiende medarbejder, og det kan give store tab henover efteråret. Derfor har flere virksomheder henvendt sig til Sundhedsstyrelsen for at overbevise dem om, at netop deres virksomhed arbejder med nøglefunktioner for samfundet. Lykkes det, kan medarbejderne nemlig blive vaccineret af staten.
Et udvalg under Sundhedsstyrelsen mødtes mandag for første gang for at vurdere, hvilke danskere der skal have en af de knap 1,6 million vacciner, staten har indkøbt.