Som forholdsvis feteret og uden tvivl velbetalt Hollywood-skuespiller burde det ikke være nødvendigt at bygge sine egne ting i træ.
Ikke desto mindre fortæller den amerikanske skuespiller Jake Gyllenhaal til engelske Magic Breakfast, at han holder meget af at høvle i værkstedet med sin far, instruktøren Stephen Gyllenhaal, der vist heller ikke behøver at snedkerere for at spare penge.
- Jeg elsker at arbejde med træ. Jeg elsker snedkerfaget. Jeg finder det utroligt umuligt på mange måder, så jeg kan lide det ved det. Min far og jeg har bygget flere ting sammen, og jeg sætter pris på at bruge tid med ham, fortæller Jake Gyllenhaal, der desuden afslører, at det stadig er madlavning, der er hans bedste hobby.
I interviewet med det engelske radioprogram afslører Gyllenhaal desuden, at han slet ikke er færdig med England. Skuespilleren, der fik en af karrierens tidligste højdepunkter i netop London med stykket "This Is Our Youth", lufter nemlig samtidig sin drøm om at vende tilbage på de skrå brædder i Shakespeares hjemland - gerne på teatret The Old Vic, der ledes af skuespilleren Kevin Spacey.
- Det er sådan en fantastisk institution og et utroligt teaterrum, jeg ville elske at arbejde der. Og hvis den fristelse en dag rækker ud efter mig, så svarer jeg den på den ene eller anden måde, slutter han.
Newspaq